NY VÆKST GENNEM SMARTERE INDKØB
I de seneste 15-20 år er markedet for råvarer til asiatiske restauranter eksploderet. Det er ikke mindst sushi-restauranterne, der har drevet udviklingen, og FSG Foods har været dygtige til at følge væksten i markedet. I 2017 satte virksomheden gennem programmet Spirende Fødevareoplevelser sit indkøb under lup, og står nu til at høste millionbesparelser i de kommende år.

Der er mange måder at vækste en virksomhed på. De fleste strategier tager sigte på nye markeder og udvidelse af salget, men i mange tilfælde ligger der store besparelser og venter alene ved at gribe sit indkøb mere intelligent an. Det er noget, som direktør i FSG Foods Jonas Kingo Schnoor for alvor kan tale med om:

ANALYSE OG HANDLING
– Vi tog i starten af 2017 hul på et projekt i regi af Spirende Fødevareoplevelser. Vi var godt klar over, at der lå et vækstpotentiale i vores indkøb, men vi havde brug for at få analyseret tallene og gennemført et konkret projekt, der kunne indfri potentialet. Det var afsættet for samarbejdet, der strakte sig over 6 måneder.

FSG Foods har over 1.000 varenumre indenfor fersk fisk, frost- og tørvarer og nonfood. Med mere end 100 leverandører fra 40 lande over hele kloden er der noget at holde styr på i indkøbsafdelingen. Og kunderne forventer tårnhøj kvalitet til fornuftige priser. Det stiller store krav til indkøbsaftalerne, hvis virksomheden skal blive ved med at være relevant.

– Konsulenten havde meget skiftende opgaver hen over projektperioden, men i starten handlede det meget om at få et overblik over data og overhovedet at forstå mekanismerne i vores virksomhed. Målet var at identificere de konkrete parametre, vi fremover skulle skrue på i vores sourcing for gennem indkøb at understøtte fortsat vækst, fortæller Jonas Kingo Schnoor.

MILLIONBESPARELSE OG BEDRE PRODUKTER
På baggrund af analyserne, hvor konsulenten fra Spirende Fødevareoplevelser var en drivende part, gennemførte FSG Foods en stor udbudsrunde, der nu er vel overstået. Forventningen er, at virksomheden kommer til at spare 3-4 mio. kr. i de kommende år.

– En ting er, at vi simpelthen har fået bedre og mere konkrete aftaler, men dertil kommer, at vi i stigende grad fremover vil handle direkte med producenterne. Det giver os bedre produkter og sparer os for rigtig mange penge. Nogle af dem lander på bundlinjen, men en del bruger vi på at øge antallet af medarbejdere i vores salgsafdeling, fortæller direktøren, der selv har en fortid i netop indkøb.

Læs mere om Spirende Fødevareoplevelser